Dværgschnauzer - rottefænger og gårdvagt
Dværgschnauzeren stammer fra Tyskland og er oprindelig en gård-og rottehund. Den blev brugt til at holde rottebestanden nede og til at sørge for at advare husets beboere om besøg. I dag er den familie- og selskabshund.
Fysik
Dværgschnauzeren er en kvadratisk hund og måler 30-35 cm i skulderhøjde og vejer 7-9 kg. Dens karakteristiske udtryk med skæg og øjenbryn gør den let genkendelig. Den findes i fire farvevarianter peber/salt, sort/sølv, sort og hvid. Det er en trimmehund, det vil sige at pelsen er ru og den skal trimmes 2-4 gange om året hos en professionen trimmer. Udover det skal du regne med pelspleje et par gange om ugen, for at kunne holde pelsen i form. Til gengæld har du så en hund, der ikke fælder.
Mentalitet
En dværgschnauzer er den perfekte hund til den aktive familie, den elsker at være midtpunkt og deltage i familiens gøremål. Det er en hund med stor selvværd og har derfor brug for en konsekvent men kærlig opdragelse. Den er lydhør og nem at opdrage. Du vil erfare at den er hurtig til indlæring, men ikke meget for alt for mange gentagelser – variation skal der til, for at den ikke skal kede sig.En rigtig dværgschnauzeren er glad og udadvendt, den er nysgerrig og er ikke bange for noget. Den er meget social og omgås andre hunde uden de store problemer. Den kan være lidt åbenmundet, det ligger i dens natur som gårdhund, det er en del af dens personlighed, som man dog kan holde lidt nede.
Mere information
På dværgschnauzerklubbens hjemmeside www.dvkweb.dk kan du læse mere om racen bl.a. et udførligt raceportræt af hunden. Du kan også hente folderen ”Dværgschnauzer – fuld af skæg”.


